FORSIDE : LEDIGE STILLINGER : OM GRØNLAND : INDRYK ANNONCE : OM NJG :
SØG:

Nyeste artikler

Om Grønland | Grønland spænder vidt.

Grønland spænder vidt.

Tikilluarit betyder velkommen ...

Velkommen i en helt anden verden. Velkommen til uberørt skønhed på 1. klasse. Velkommen til et samfund, som i høj grad fungerer på naturens præmisser. Velkommen til et land, hvor internettet går hånd i hånd med sælspæk og årtusindgammel fortællekunst. Velkommen til midnatssol, kælvende bræer, cappuccino på den lokale, dansemik, hvaler og snescootere. Velkommen til stilheden og stormen. Velkommen til store smil og gode grin. Velkommen til Grønland – som har det hele og mere til - Tikilluarit.

Når den store røde Airbus fra Air Greenland flyver ind over Grønlands vilde, forrevne østkyst, sker der noget – hjertet slår hurtigere.
Selv fra 10 km’s højde kan man fornemme, at der er noget helt anderledes, noget helt særligt langt nede under flyet. Luften er så klar, at man har vært ved at fornemme højden - hvor langt væk er de små hvide prikker på den lysende blå havoverflade?
Og se ... en gletcher!

Her og der bliver det store hvide isdække brudt af rækker af små pyramider. Det er klippetoppene, nunatakker kaldes de.
Det højeste punkt i Grønland er Gunnbjørns Fjeld med ca. 3700 meter, men visse steder er isen tykkere end 3500 meter, så det er ikke alle steder, man kan se de høje bjerge. Men når de stikker toppen op og hilser nye mennesker velkommen, så ved man , at man har taget fat på et ufatteligt smukt kapitel af sit liv. Uanset om man kommer for at blive i 14 dage, 1 år eller altid.
Grønland er stort – og isen er intet mindre end imponerende. Så stor er iskappen, at den rummer  op mod halvdelen af alt ferskvand på den nordlige halvkugle. Intet under, at det tager op mod en time at flyve henover isen til Kangerlussuaq.

Kangerlussuaq er en landingsbane med nogle huse rundt omkring. Og med en helt fantastisk natur. Her kan man gå ind til indlandsisen, og f.eks. se Russel Bræen, hvor isen knækker af, smelter og danner den første spæde begyndelse til det, der mange km senere bliver til Søndre Strømfjord – med sine ca. 175 km vestgrønlands længste fjord.
Smeltevandet fra isen bringer spændende ting med sig fra fortiden – for enden af landingsbanen i Kangerlussuaq ligger lersletten eller Fossil sletten.
I det fine aflejrede ler kan man finde fossiler fra dengang, der voksede bregner i Grønland. Og forsteninger fra dyr, som ingen nogensinde har set.
Der er utroligt meget at se på, og selv om man kun har en time til flyet går videre mod rejsens mål, er den time bedre brugt udendørs end i lufthavnens cafeteria.

Fra Kangerlussuaq er der flyforbindelse til byerne på kysten - Sisimiut, Maniitsoq og Nuuk, Paamiut, Ilulissat, Uummannaq, Qaanaaq og så videre.

Så skifter billedet igen. Pludselig er man atter i en by med butikker, biler, børn der leger og ugens tilbud fra Brugsen. Sådan er Grønland også – på en gang meget anderledes og meget trygt og hjemligt.

af Peter Rasmusen, Nuuk oktober 2005.






Nyeste stillinger